Christina Sixhøj Justesen

Lad mig tage dig med til mit første møde med en helt særlig person og samarbejdspartner.
Stille var hun ikke. Faktisk ret sjov. Men alligevel en, man let kunne overse. Ikke fordi hun ikke var dygtig – tværtimod. Hun var den, der fik tingene til at glide. Den, der tog ansvar for detaljerne, samlede trådene og sørgede for, at hverdagen fungerede.
Men det var ikke hele hendes styrke. Det var bare den del, der fik lov at fylde.

Og så var der det med nysgerrigheden. Hvis der er nogen, der ved, hvem der har fået ny bil eller hvad folk spiser til morgenmad, så er det hende. Ej seriøst. Spørg hende næste gang, du møder hende. Hun ved det. I søvne.

Men det er ikke den slags nysgerrighed, jeg vil ind på her. Det er den vedholdende. Den, nogen kalder “at have næsen i alt”, fordi de ikke kender nuancen. Som om det er noget negativt. Jeg ser det anderledes.
For der er dem, der vil vide alt for at fortælle det videre, og så er der dem, der vil vide alt for at forstå sammenhængene. Hun tilhører den sidste kategori.

Christina Sixhøj Justesen. Eller Chris, for ellers tror hun,man er sur på hende.

Hun havde noget med ord, og det vækkede min nysgerrighed. Ikke sådan “jeg kan godt skrive en tekst”, men sådan en sammensætning og et ordvalg, hvor man stopper op, læser videre og lige tager én til. Hun kunne tage noget helt almindeligt, noget der egentlig ikke burde være interessant, og gøre det levende og nærværende.

Og måske var det også dér, noget blev tydeligt for mig. For det, jeg så i hende, var ikke helt det, hun blev brugt til. Jeg forsøgte at sætte ord på det, men det blev ikke set på samme måde.

Vi ser bare forskelligt. Nogle ser det, der er brug for lige nu, mens andre ser det, der er muligt på sigt.

Og Chris… hun skrev tekster, der skulle passe ind i noget andet. Noget, der ikke helt var hendes. Noget, der ikke fik hendes styrke frem. Og det er måske det, der sker for mange. At de bliver målt på det, de bliver bedt om, i stedet for det, de faktisk kan.

Hun vidste det ikke selv dengang. Ikke rigtigt. Derfor kiggede hun også lidt underligt på mig, da jeg sagde, hun skulle lave opslag til LinkedIn for første gang.
“Mener du voksen-Facebook?”

Så vi begyndte at arbejde med det. Ikke bare med teksterne, men med hende. Vi fandt ind til kernen og skabte en ramme, hvor hun kunne prøve, fejle og finde sin egen stemme. For det var ikke evnen, der manglede. Det var rummet.

Så vi tilføjede mod og gav plads til den nysgerrighed, der allerede var der. Resten fik lov til at vokse.

Chris har tit beskrevet det som, at hun var min baglæns, og jeg hendes forlæns. Og hun har nok ret. Først da balancen blev skabt, gav det mening. Før vi kunne kravle og gå, kunne den ene ikke uden den anden.

Det vigtigste er, at hun i dag bruger det aktivt. Ikke kun til at kommunikere, men til at løfte andre. Hun er gået fra en koordinerende rolle til i dag at være marketingansvarlig og siden også blevet lærlingeansvarlig. Hun bruger nu også sproget som et værktøj til at få andre til at vokse, turde og finde deres plads.

Mange tror, hun har gjort det hele selv. Og ja… det har hun også. Bare ikke alene. Jeg var hende, der stillede spørgsmålene, udfordrede og skabte perspektiv. Og lad os være ærlige… jeg var mega irriterende. Og hun lod mig være det.

Sammen byggede vi et kommunikativt fundament, som det hele kunne stå på.

Og lad os også være ærlige om det næste.

Det er ikke altid det mest synlige arbejde, jeg laver. At stå der og pege. Tegne og fortælle. Spørge og være nysgerrig. Tro på noget, der endnu ikke findes. Og når det endelig står der… så er det ikke mig, der står med det i hænderne. Og det er sådan, det skal være.

For mit produkt er ikke teksterne eller den konkrete aflevering. Det er hende. At hun i dag kan løfte det selv. Internt i virksomheden. Sammen med alt det andet, hun også løfter. Det gør mig både stolt og glad for at gå på arbejde.

For når fundamentet er stærkt, kan jeg gå. Og det kan stå. Og det kan vokse videre. Og det er præcis dér, hun står i dag.

Og så er det tid til, at jeg går videre.

For nogle gange handler det ikke kun om at lære folk noget nyt. Men om at få dem til at tro på det, de allerede kan og turde bruge det, så de kan skabe noget større. Ikke bare for sig selv, men for andre.

Og måske er det også værd at sige højt…

I dag står hun et helt andet sted. Mere sikkert. Mere tydeligt. Hun skriver ikke bare. Hun skaber noget, folk følger. Hun leverer nogle virkelig misundelsesværdige tal på det, hun laver. Engagementet er højt.

I 2025 deltog hun i en podcast om virksomheders tilstedeværelse på LinkedIn. Ikke hvordan man bare er der, men hvordan man gør det, så folk faktisk gider følge med. Den ligger i øvrigt stadig derude, hvis du googler hendes navn…

Men du skal lige have afslutningen med her først.

Det er ikke alle virksomheder, der vælger den vej. Mange vælger stadig at booke et bureau til at skrive teksterne, for det er jo bare ord… – eller er det?

Tak til Byens Tag & Facade for, at jeg måtte tage rejsen sammen med Christina. Og for at give plads og tid til noget, der kunne vokse.

Tak for dig, Chris.

Du er den vildeste ordfugl, jeg kender. Og kan meget mere end at rette andres kommaer.

Der findes ikke en Børsen Gazelle for kommunikation. Men hvis der gjorde… så havde du allerede stået på den scene. Og jeg håber faktisk, du klapper dig selv lidt på skulderen, når du bliver kopieret. For det gør du. Ofte. Og det er måske i virkeligheden den største anerkendelse, man kan få.

Og måske også en stille måde at være med til at flytte en branche på. En byggebranche, som ikke altid har prioriteret kommunikation og kulturen vi har været med til at skabe. Slet ikke i de små og mellemstore virksomheder. Men det gør de lidt mere nu.

Tak for tilliden.
Den gør alt det her muligt.

Og nu kan du Google navnet…

‍

‍