Generationer er ikke kasser. De er samtaler

Det er næsten som om, vi ikke helt kan lade være med at finde på nye navne.

Som små etiketter, vi kan sætte på hinanden.

Så vi bedre kan forstå hinanden.

Eller måske… slippe for helt at gøre det.

For ja, det kan være smart.

Det giver et sprog.

En måde lige hurtigt at sige “nåh ja, det er sådan de er”.

Men der sker også noget andet.

Vi kommer til at putte hinanden i kasser.

Og kasser er jo egentlig meget praktiske.

De er bare ikke så gode til mennesker.

For lige så snart vi står i hver vores kasse, så opstår der en lille afstand.

Et lille “dem og os”.

Og så begynder vi at tale om hinanden.

I stedet for med hinanden.

Og det er der, det bliver lidt ærgerligt.

For det vigtigste er jo ikke, hvornår vi er født.

Det vigtigste er, hvad vi går og tænker.

Og her er der faktisk nogen, der er ret gode.

De unge.

De siger det højt.

De siger det, mange af os andre også tænker.

De sætter ord på bekymringer, forventninger og alt det midt imellem.

Ikke fordi de er så anderledes.

Men fordi de ikke har lært endnu, at man nogle gange lige skal pakke det lidt ind.

Og det er jo egentlig meget befriende.

For hvis vi lige stopper op et øjeblik, så er fællesnævneren ofte den samme.

Vi tænker mange af de samme ting.

Vi siger det bare ikke altid højt.

Og det giver os jo en ret fin mulighed.

For i stedet for at analysere generationer på afstand.

Så kunne vi måske bare spørge.

Lytte.

Være lidt nysgerrige.

Ikke for at få ret.

Men for faktisk at forstå.

For når vi gør det, sker der noget ret fint.

Afstanden bliver mindre.

Nuancerne bliver større.

Og “dem og os” begynder stille og roligt at ligne et “os”.

Og måske er det i virkeligheden ikke generationer, vi skal blive bedre til at forstå.

Måske er det hinanden.

Og det starter med noget så enkelt.