Hvornår blev sproget noget, vi blev bange for?

Vi taler virkelig meget om sprog for tiden.

Og det er jo i udgangspunktet en god ting. Vi vil gerne inkludere. Være ordentlige. Få alle med.

Det vil de fleste af os faktisk helt oprigtigt gerne.

Men så sker der også noget lidt… menneskeligt.

Vi begynder at rette på hinanden.

For eksempel må man flere steder ikke længere sige formand. Det hedder forperson.

Og det er jo også fint.

Men Gud forbyde, at nogen lige kommer til at sige det forkerte ord en tirsdag morgen klokken 08.17, inden kaffen helt er slået igennem.

Så går der cirka 30 minutter med at rette sig selv, undskylde, forklare og lige få sagt højt, at man altså godt ved, at kvinder findes.

Og er dygtige.

Og vigtige.

Og i øvrigt helt fantastiske.

Det er som en lille forestilling.

En slags sproglig bodsgang.

Alt imens resten af os sidder og tænker…

Vi ved det godt.

Vi er her jo.

Og midt i det hele får man næsten lyst til at række hånden op og sige:

Det er okay. Du må gerne trække vejret.

Sprog udvikler sig. Det har det altid gjort.

Men måske behøver det ikke være så farligt.

For det interessante er jo ikke, om vi siger det ene eller det andet ord perfekt hver gang.

Det interessante er, hvordan vi taler med hinanden.

For når sproget bliver noget, vi hele tiden skal passe på med, så sker der noget.

Så bliver vi lidt mere stille.

Lidt mere forsigtige.

Lidt mere “jeg siger lige ingenting, bare for en sikkerheds skyld”.

Og så mister vi faktisk noget.

Ikke bare nuancerne.

Men hinanden.

For sproget skulle jo gerne være det, der bringer os tættere på hinanden.

Ikke det, der får os til at læne os tilbage og tænke “den der diskussion orker jeg ikke”.

Måske handler det ikke så meget om, hvad vi må og ikke må sige.

Måske handler det mere om, hvorfor vi siger det.

Om intention.

Om respekt.

Om nysgerrighed.

For hvis intentionen er god, så kan de fleste faktisk godt mærke det.

Og så kan vi også bedre tage snakken, hvis noget rammer lidt skævt.

Uden at nogen behøver at stå i 30 minutter og forklare sig.

For det er i dialogen, vi rykker os.

Ikke i rettelserne.

Og måske er det i virkeligheden det vigtigste.

At vi ikke bliver bange for at sige noget.

Men at vi bliver bedre til at tale sammen.

Lad os lige få det ind med modermælken.

Og lad mig sige det på mit modersmål.

For jeg vil faktisk være lidt ked af at miste søsterkærligheden undervejs.

Kan du se, hvor jeg vil hen?

Og jeg ved ikke med jer…

Men jeg sidder nogle gange og venter lidt på den dag, hvor en mand stille og roligt siger:

“Undskyld… men det hedder altså moderkoncern, datterselskab og søsterselskab.”

Og så tager en slurk kaffe.

Og så går vi videre.

Som mennesker.

Ikke som ord.

‍